Nekrolog for Vassula Rydén

25. september 2024

Vassula Rydén, en af vor tids mest fremtrædende mystikere med et profetisk kald, døde den 25. september efter en kortvarig sygdom, som fulgte en kompliceret operation. Hun efterlader sig to sønner og utallige læsere af de åbenbaringer, hun delte med verden. Hun vil blive dybt savnet.

Født i 1942 som medlem af det græsk-ortodokse mindretal i Egypten voksede Vassula op i Alexandria og senere i Lausanne, Schweiz. Som hustru til en svensk FN-diplomat levede hun et liv præget af kunst og tennis, indtil den 28. november 1985, hvor hun første gang oplevede en åbenbaring fra sin skytsengel Daniel. Herefter fulgte åbenbaringer fra Gud Fader, Kristus, Helligånden, Jomfru Maria og flere helgener og engle. I alt nåede hun at nedskrive 13 bind med åbenbaringer, som er blevet oversat til mere end 40 sprog. I løbet af sit liv holdt hun over 1170 foredrag i mere end 85 lande.

Hendes budskaber fokuserede på enhed – enhed mellem mennesker og Gud, enhed i familier, i verden, blandt kirker og mellem folkeslag og religioner. I en verden præget af splittelse, høje skilsmisserater og konflikter kan dette kald til enhed synes fjernt, men Vassula troede på, at enhed er muligt. Kristus lovede i hendes budskaber, at han ville fuldbringe enheden, hvis blot vi tog det første skridt: At forene påskedatoerne, der stadig fejres på forskellige tidspunkter i henholdsvis juliansk og gregoriansk kalender. Påsken i 2025 fejres fælles som et resultat af et kalenderteknisk sammenfald, og vi er mange, der håber, at kirkelederne vil fortsætte denne fælles fejring fremover.

Vassula var klar over, at enheden mellem kirkerne var udfordrende. Hun foreslog retræter og pilgrimsrejser som en måde, hvorpå vi kunne opleve en smagsprøve på denne enhed. Selvom kirkerne ikke er strukturelt forenet, mente hun, at vi kan bede sammen og styrke vores tro gennem økumeniske venskaber og trospraksis. Gennem hele sit liv opfordrede hun utrætteligt til denne form for enhed, som mange har nydt godt af.

Vassulas pilgrimsarbejde omfattede også at hjælpe de fattigste i verden gennem Beth Myriams – huse for de fattige. I dag findes der 33 sådanne huse, som drives ved hjælp af donationer, uden administrative omkostninger.

Som mange profeter før hende var Vassula et modsigelsens tegn. Hun blev modsagt af både ateister, rationalister og kirkelige autoriteter, som havde svært ved at acceptere, at Gud kunne vælge en almindelig kvinde til at formidle sit budskab om kærlighed og frelse. Hun opnåede ingen officiel kirkelig anerkendelse i sin levetid, men hun fandt alligevel støtte fra lægfolk til kardinaler og patriarker fra forskellige kristne kirker. Det var historisk, at hun som samtidig ortodoks mystiker førte en dialog med Den Katolske Kirkes Troslærekongregation fra 2002 til 2004, hvor hun besvarede kritiske spørgsmål, der var rejst i 1995 i en såkaldt Notifikation. Som resultat af dialogen blev det udstedt en Nihil Obstat og Imprimatur, der tilkendegiver, at man ikke finder noget i en given bogudgivelse, der er imod katolsk troslære.

Vassulas største arv vil sandsynligvis være de budskaber, hun har efterladt sig. Budskaberne har en stor styrke og dybde og indebærer en betydelig vækst når man sammenligner de tidlige og senere skrifter henover årene. Budskaberne vil ikke overtrumfe den Bibelske normative Åbenbaring, men er en genopfriskning og aktualisering af Guds ord ind i vores tid; det minder os om Bibelens sandheder og de steder, vi ikke efterlever dem. Troende oplever, at Gud giver sig til kende i ånden gennem læsningen af budskaberne og at ”Guds Ord gør det, det siger”, også når han taler i dag. Det forener os med Kristus og hans vilje, ligesom i klassisk Lectio Divina, den meditative læsning af Guds Ord.

Den 8. juli 1992 sagde Gud til Vassula: “Jeg og du vil sprede Mit Budskab; Jeg vil sende dig til lidt flere nationer, og så, når Jeg føler, du har fuldført din opgave, skal du vende tilbage til Mig; Jeg, Jeg Selv, skal komme og hente dig.” Det synes, at denne tid nu er kommet.

Æret være Vassulas minde, og æret være Gud, som nu har kaldet hende hjem efter et liv dedikeret til enhedens apostolat.

Niels Christian Hvidt