Af.: Lars Messerschmidt

VI HAR ET PROBLEM


Vi – det er os katolikker, måske også andre kristne. Vi har et problem, ja sikkert flere problemer, men her tænker jeg på et særligt problem. Vi kan ikke høre Gud tale til os. Jamen taler Gud sådan konkret til os? Og hvis han gør det, hvordan kan man så høre ham? Hvis ikke Gud kan tale til os mennesker i dag, er den direkte forbindelse til Gud ikke til stede. Forfatteren til hebræerbrevet indleder sit brev med de kendte ord: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn”.

Denne tekst hentyder til, at Gud først talte til sit folk Israel i den Gamle Pagt gennem Moses og profeterne og de øvrige inspirerede skrifter i Det Gamle Testamente. Sidst har han talt til os gennem sin søn Jesus Kristus, men det forstår vi oftest som den gang, han levede her på jorden. Men hvad med nu? Bliver Gud ved med at tale til os gennem Kristus ned gennem tiden? Ja, det gør han. Eksemplerne er mange til alle tider også i dag. Det Nye Testamentes vidnesbyrd og Kirkens lære, sidst det Andet Vatikankoncil, taler sit klare sprog. Denne Guds aktuelle tale kunne man kalde Kirkens profetiske dimension. Den første bibelske tekst, der slår dette fast, er Peters prædiken på pinsedag: ”her sker det, som er sagt ved profeten Joel: Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere.” 

Den hellige Ånd, der blev udgydt over Kirken på pinsedagen, er profeternes Ånd. Alle, der er kommet til tro på Jesus Kristus, og er blevet døbt, modtager denne profetiske ånd, som ifølge Jesus selv er den anden talsmand, han som skal minde os om alt, hvad Jesus har sagt, og forkynde det, der skal komme (Joh. 14,26. 16,13). Alle kristne kan derfor blive brugt som profeter dvs. som talerør og kanaler for Helligånden. På denne måde kan Jesus fortsætte med at tale til sin brud, Kirken (jfr. Andet Vatikankoncils tekst om Åbenbaringen).

Hvad er så problemet? Netop det, at så få kristne kan høre, hvad Gud siger til dem, og at endnu færre lader sig bruge til at formidle Guds aktuelle henvendelse til os. I Det Gamle Testamente blev Moses og profeterne kaldt for Guds mund. Er det ikke, som om Gud i dag har fået lukket munden? Men er det da ikke præsternes opgave at tale Guds ord? Jo i allerhøjeste grad, men Guds ord er ikke kun det, der skulle lyde i prædikenen. Enhver kristen er en potentiel profet/talerør for Gud. Skal vi være Guds mund i dag, forudsætter det, at vi lytter til, hvad Ånden siger til os og til Kirken. De syv profetiske breve til menighederne, som findes i Johannes’ Åbenbaring, slutter alle med omkvædet: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne”. 

Den af Ånden inspirerede tale har to formål: At gøre vor tro levende og nærværende i dagligdagen og eventuel korrigere vor livsførelse, bringe os tilbage på det rette spor. Men det profetiske ord har også et andet formål, nemlig at indvie os i Guds konkrete planer med os mennesker og betydningen af de begivenheder, han suverænt styrer, for at vi kan blive hans medarbejdere på menneskehedens frelse. Pave Johannes XXIII og med ham vatikankoncilet talte om ”at tyde tidens tegn”, et citat fra Jesus selv. Kun det menneske, som er fyldt af Helligånden, har det profetiske skarpsyn, der kan se gennem de ydre begivenheder og opfange Guds budskab i dem.

Fort kort tid siden var hele verden vidne til naturkatastrofen i Sydøstasien. De kommentarer fra kirkelig side, jeg har hørt, gik ud på, at vi kristne har troen på, at Gud er med os, selv i den allerværste situation. Det er så sandt, som det er sagt. Men har en sådan katastrofe en mening? eller er den som statsministeren sagde ”meningsløs”? Hvilken kristen har mod til at sige, at den  må have en mening af den simple grund, at Gud styrer alt, er herre over naturkræfterne og naturlovene, at alt skal tjene hans frelsesplan for verden. Paulus kan skrive i romerbrevet: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (8,29). Gælder det også tsunamien? Men det allerstærkeste udtryk for Guds styren af begivenhederne er egen Jesu skæbne. Tilsyneladende var det menneskers onde vilje og kræfter, der kom til at bestemme over Jesus, men alt, hvad der skete, var Guds forunderlige vilje, og det blev til vor frelse. Vor forstand kan ikke forstå det. Men troen aner virkeligheden bag disse sørgelige begivenheder, og troen ved, at Jesu død var Guds kærligheds mest magtfulde handling.

Som Guds profetiske folk har vi til opgave at tyde Guds mening med alt, hvad der sker. Det kan vi naturligvis ikke ved blot at bruge vor almindelige fornuft. Her må Helligånden direkte kaste sit forklarende lys ind i vor forstand. Men i Bibelen har vi koden, vi skal bruge for at åbne vort sind for dette lys. I de tre første evangelier taler Jesus om ting, der skal ske i fremtiden. Jesus taler om politiske begivenheder og kosmiske fænomener som tegn på hans herredømme og genkomst. Begivenhederne i vort eget liv og i historien skal altså ses som tegn på hans magt. Johannes Åbenbaring er et gigantisk panorama over de verdensbegivenheder, vi mennesker skal gennemleve indtil Herrens komme i herlighed. Selvom Gud her bruger billeder og symboler, der skal forstås i troens lys, er hans tale imidlertid ret så klar. Helligånden viser os, at der efter Kristi første komme finder en verdensomspændende, ja kosmisk krig sted mellem Kristus og ”denne verdens fyrste”, som Jesus kalder ham. I denne kamp inddrages selv naturkræfterne og elementerne, for ”vi ved”, siger Paulus i romerbrevet kap. 8, ”at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen”. 
I Den Hellige Skrift omtales ofte jordskælv, storme, flodbølger, epidemier og krige som virkninger af denne kamp mellem Satan og Gud.

Er det helt tilfældigt, at vi netop i vor tid oplever den ene naturkatastrofe efter den anden, den ene epidemi efter den anden, krige, vold, undertrykkelse og terror? Alt sådant omtales i Johannes Åbenbaring, som noget, der eskalerer jo voldsommere kampen bliver mellem det gode og det onde. Krige og terror har i det 20. årh. fået en global dimension som aldrig før. Alle tale om en måske nær forestående økologisk katastrofe, som formodentlig er menneskeskabt. Vi føler os magtesløse over for den ondskab, som for alvor træder frem i det, der sker på den politiske front. Der er tilsyneladende ikke politisk vilje til forsoning og respekt for de andre. Det er den personlige og kollektive egoisme, der synes at styre verdens gang. Flere og flere livsværdier krænkes og trædes under fode. Ser Gud stiltiende til alt dette? Eller er han magtesløs?

Nej, Gud er hverken tavs eller magtesløs. Måske findes der ingen periode i Kirkens historie, hvor Gud på så mange måder har talt til os gennem sine sendebud: Lourdes, Fatima, Medjugorje og mange, mange flere steder, hvor der har fundet eller stadig finder åbenbaringer sted. Også en pave som Leo den XIII havde en vision i slutningen af det 19. årh., hvor han så, at det 20. årh.  ville blive en vældig kamp, hvor djævelen på alle måder ville forsøge at ødelægge Kirken og verden. Hans berømte bøn til ærkeenglen Mikael om beskyttelse var hans svar på denne vision. Mange enkelte personer er blevet kaldet til at gå bud for Herren: Catharina af Emmerich, den salige Faustina, don Gobbi, mgr. Ottavio Michelini, Vassula for blot at nævne nogle få. Alle disse budskaber har det samme indhold: tiden er inde til at omvende sig af hele sit hjerte, for at ikke store og alvorlige trængsler skal komme over os. Kun ved omvendelse, tro, bøn, bod og ægte kærlighed kan de negative kræfter overvindes. Dette budskab er evangeliets eget budskab. Da evangeliets budskab enten ikke er blevet forkyndt i al sin enkelthed og uden kompromis af Kirkens officielle forkyndere eller ikke er blevet hørt, griber Gud til ekstraordinære midler for at kalde os tilbage fra katastrofen, som i sidste ende er den evige fortabelse. Han sender sin søns mor overalt i verden, han sender profeter i et omfang som aldrig før for at råbe os op.

Men mange har et problem over for det, man med et upræcist udtryk kalder private åbenbaringer, fordi de ikke mener, at Kirken har brug for dem. Nej, Kirken ville måske ikke have brug for dem, hvis alle vi, som har et ansvar for at formidle troen, var trofaste og brændende i forkyndelsen. Åbenbaringer og overnaturlige budskaber finder sted, når Kirken og verden er i nød. De er Guds kærlige kalden på os. Men det egentlig problem for os alle er, at vi ikke har ører at høre med, ligesom Jesu samtid. Gud kommer for tæt på, hvis han taler direkte til os, for så bliver troen pludselig alvor, hvor vi må tage stilling til, hvordan vi lever vort liv. Derfor er det lettere at sige, at det bare er private åbenbaringer, som ikke forpligter nogen. Og kan man overhovedet være sikker på, at de er overnaturlige og ikke produkter af religiøse fantasier? Er Bibelen ikke nok? 

Vi må slå to ting fast: budskaber og åbenbaringer fra Gud hører væsentlig med til Kirkens liv. Men, som Paulus siger, alle påståede overnaturlige ting skal underkastes en bedømmelse både af Kirkens hyrder og de enkelte kristne (og for den sags skyld også ikke-kristne). Konklusionen er,  at det er enhver kristens pligt at være åben, men afprøvende over for overnaturlige hændelser. Hvis man grundlæggende ikke blot er skeptisk men negativ, hindrer man Gud i at komme til  orde i ens eget liv. Hopper man på hvad som helst, blot fordi det lyder fromt og spændende, uden seriøst at bedømme, om det kommer fra Gud, bliver man hurtigt offer for dogmatisk vildfarelse, dvs. man risikerer at lide skibbrud i troen. Thi djævelen arbejder også i den åndelige sfære for at føre mennesker på afveje. Den sikreste vej er at fordybe sig i Guds åbenbaring i Skriften og i Kirkens tradition for med rimelig sikkerhed at kunne opfatte, hvad Gud ønsker at sige til os i dag.

Formålet med denne artikel er at opfordre mine medkristne til ”at høre, hvad Ånden siger til os i vor tid”. Tiden er nemlig meget alvorlig, og vi kristne er faldet i en dyb søvn, som kun Gud kan vække os af. Og det er det, han er i færd med. Det er stadig nådens tid, men hvornår kommer dommen over en vantro  menneskeslægt? Dommen er allerede begyndt.

 

Lars Messerschmidt 
Præst
14 02 05

 

EFTERSKRIFT:

Jeg kobler disse to artikler sammen, selvom der er næsten 20 år mellem dem. Som det fremgår af teksten er denne sidste artikel en opfølgning af en offentliggørelse af de syv breve i Johannes Åbenbaring, som havde til formål at fortsætte artiklen. Jeg havde ventet, at nogle havde reageret på disse breve, som jo netop var Kristi direkte ord ikke blot de syv nævnte menigheder, men til os alle, idet Jesus jo direkte siger: ” Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne (kirkerne)”, altså også os i Danmark. Men jeg har absolut ikke fået nogen reaktion. Hvad er grunden? Men det er tankevækkende!

HVAD ÅNDEN SIGER:

For et årstid siden offentliggjorde jeg de syv breve til de syv menigheder, som Jesus dikterede til Johannes i Åbenbaringsbogen. Årsagen var den enkelte, at hvert brev slutter med ordene: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne (kirkerne)”. I indledningen siges også: ”Salig er den, der læser ordene i denne profeti op og de, som hører dem” (1,3), og Jesus slutter skriftet med at sige: ”Se, jeg kommer snart. Salig er den, der holder ordene i denne bogs profeti” (22,7). Jesus har altså inspireret denne bog for at undervise Kirken gennem alle tider om dens historie. Der står imidlertid ikke Kirken, men kirkerne. Det betyder, at Jesus ønsker at undervise alle kirkerne til alle tider hver især. Derfor offentliggjorde jeg de syv breve, for ærlig talt, hvor mange katolikker (og kristne) i Danmark har sat sig ind i Johannes Åbenbaring?

Hvis ikke vores lokale kirke i fællesskab lytter til budskabet i denne bog, så lukker vi i bogstavelig forstand vores øre for Helligånden. Budskaberne herunder brevene er ikke i første omgang stilet til de troende hver især, men til det lokale kirkefællesskab. 

Her er så mit problem. Jeg har ikke fået nogen reaktion fra vores lokale kirke på, hvad Ånden siger. Hvis ikke vores kirke som sådan reagerer på brevene i Åbenbaringsbogen, må konklusionen nødvendigvis være, at vi er lukket overfor Helligånden, så han ikke kan undervise os. Det er vel den hårdeste dom over en kirke. Nu tror jeg ikke, vi står alene på det punkt. Hvor mange kirker rundt omkring er, når det kommer til stykket, virkelig lydhøre overfor Helligånden og Kirkens hoved og herre, Jesus Kristus?

Jeg er bange for, at min konklusion må være, at kirkerne i denne situation simpelthen går nedenom og hjem. Der er rigtig mange tegn på, at det er ved at ske. Det er en falsk trøst at henvise til Jesu ord til apostlene, at Helvedets porte ikke skal overvinde Kirken. Jo, det gælder Kirken som sådan, men det gælder aldeles ikke de enkelte lokale kirker, selvom de kalder sig katolske. Vi kan blot se på Mellemøsten, hvor kristendommen opstod og udbredte sig. Hvor er de enkelte kirker i Efesus, Galatien, Antiokia, Damaskus og Aleksandria? Og se blot på de mange katolske kirker i Europa i dag.

Andet vatikankoncil havde netop til formål ifølge pave Johannes XXIII at bane vejen for en ny pinse, og han lavede en bøn, som han ønskede alle katolikker skulle bede: ”Guddommelige Ånd, forny i vor tid dine undere som i en ny pinse …” (se den blå bønnebog).

Som en opfølgning af dette koncil iværksatte de efterfølgende paver diverse tiltag. Det sidste, jeg vil pege på, er pave Benedikt XVI’ postsynodale skrivelse Verbum Domini (2010). I denne skrivelse sætter han Guds ord øverst på dagsordenen både i den enkeltes, i det kirkelige fællesskabs liv og i teologistudiet. Allerede pave Johannes Paul II havde sagt, at vi skal have en ny-evangelisation, fordi troen manglede rundt omkring i kirkerne. Men meget lidt af disse tiltag er kommet til kirkefolkets kendskab. Det kan kun skyldes, at hyrderne svigter.

Jeg ser Kirkens situation globalt som en kæmpe verdensomspændende organisation, som simpelthen blokerer for Helligånden. Vi er nu i en synodalproces; men som jeg har sagt ved forskellige lejligheder, er en sådan proces ikke identisk med en synodal måde at leve på.  Processen ender i toppen, i en bispesynode. En synode er en sammenkomst på diverse niveauer,hvor man i fællesskab lytter til Helligånden og træffer de nødvendige pastorale beslutninger i fællesskab. Sådan fungerede apostelkirkerne, sådan fungerede de lokale kirker indtil ind i middelalderen, sådan står der stadig i kirkeretten af 1983. Men fungerer det? Denne klassiske synodale måde at fungere på fra nederst til øverst giver netop plads for, at Helligånden hele tiden kan lede Kirken. Sådan fungerer det ikke i den katolske kirke i Danmark (eller mange andre steder), og det må nødvendigvis medføre, at den lokale kirke på et eller andet tidspunkt uddør, fordi livets ånd ikke levendegør kirkelegemet.

Er det det, Ånden siger til kirken i Danmark?

05 11 2022 / 13 04 2023
LM