Vedr. profetierne om Rusland:
1. Det er fuldstændigt rigtigt, at Kirkerne i det nye årtusind har bevæget sig langt væk fra Gud. Og det gælder os alle. Personligt opfatter jeg Coronakrisen som Guds direkte advarsel til os og opfordring til omvendelse. Alene det faktum, at mange kirker blev helt lukket bl.a. sidste påske, så de kristne ikke kunne fejre Kirkens største højtid. Hvorfor?
2. Jesus har om og om igen i Sandt Liv i Gud kaldet os til at genoprette enheden i Kirken. Det er det 2. årtusindes dødssynd at Kirken er blevet splittet i Øst-Vest, Nord-Syd. Det har gjort Guds Kirke ude af stand til at opfylde sin mission i verden.
3. Pave Johannes Paul II, som jo også omtales i flere af budskaberne med en særlig kærlighed, har udtrykkeligt sagt, at han har opfattet sin opgave som pave at forene Kirken, så den kunne fornyes og blive i stand til at løse den opgave, som Kristus har givet den: At gøre alle folkeslag til hans disciple. Han talte om, at Kirken igen skal ånde med de to lunger: Øst og Vest. Og han har lavet en skrivelse, Orientale Lumen, i slutningen af det 20. århundrede med det formål at oplyse os kristne i Vest om den østlige traditions rigdom: Lyset kommer fra Øst, skrev han. Denne skrivelse er virkelig skrevet med hjertet. Han har ikke lagt skjul på, at han med sin polske (og hviderussiske?) baggrund følte han tilhørte begge traditioner.
Endelig har han officiel udtalt i forbindelse med Kirkens genforening, at hans embede som hele Kirkens hyrde nok var den største anstødssten for Kirkens genforening, men fortsatte: Måden hvorpå paven udøvede dette embede i det første årtusind var på én måde, og på en anden måde i det andet årtusind, og kan blive det på en tredje måde i det tredje årtusind, og så indbød han alle troende til sammen med ham at planlægge, hvordan Petersembedet skulle fungere. Dette har jeg hørt af en græsk ortodoks biskop, som besøgte os i København. Han gav udtryk for, at de ortodokse, der arbejdede med de økumeniske anliggender var dybt overrasket.
4. Hvad, der står i Sandt Liv i Gud budskaberne om Rusland, er for mig at se en fortsættelse af Jomfru Marias budskab i Fatima.
5. Hvad den aktuelle situation i Rusland angår, har jeg følgende bemærkninger: Alt tyder på, at den endelige forløsning af Rusland, som Budskaberne taler om, endnu ikke har fundet sted. Tværtimod synes det, som om den Onde igen forsøger at tage magten. Men budskaberne tillader os at stole på, at i sidste ende vil Jesus sejre i Rusland. Men der finder stadigvæk en åndelig kamp sted i Rusland.
6. For at belyse den åndelige situation i den ortodokse russiske Kirke, er det vigtigt, at vi ikke må identificere den med det russiske patriarkat. Allerede i 1920 blev den russiske Kirke spaltet i en patriarkalsk og i synodal russisk Kirke, som bestod af de tusinde flygtninge fra den kommunistiske revolution, hvoraf nogle kom til Danmark. Alle disse russiske ortodokse kristne sluttede sig sammen, skilte sig fra patriarkatet for ikke at komme under kommunistisk styre netop på grund af patriarken, som Lenin mere eller mindre havde i sin magt, og de dannede en ny russisk ortodoks Kirke med en synodal struktur. Den smukke russiske ortodokse kirke i Bredgade tilhører den synodale Kirke. Og vi katolikker i København har et rigtigt godt forhold til denne Kirke. Hvis altså den russisk ortodokse Kirke skal komme til at spille en hovedrolle i Kirkens genforening, må den begynde med sig selv. Man var begyndt at nærme sig hinanden, men krigen i Ukraine har stoppet forsoningen.
Så nu må Jesus virkelig på banen. Ingen uden han kan genforene os alle. Men som det også fremgår af budskaberne, må enhver, hvor han eller hun er, personligt vende sig mod Jesus og acceptere ham i sit liv.
Lars Messerschmidt
katolsk præst